|
Links til billeder
Billeder fra graviditet
Billeder fra 3D/4D scanning
Thomas's bekendgørelse af Stines fødsel til Vestas Towers
Termin
Udfra diverse beregninger og målinger er min termin sat til den 28. december 2007. Så hvis jeg ikke går tiden ud, så bliver det måske et juleaftensbarn, og hvis jeg går over tiden, så kan det blive et nytårsbarn.
Indtil 1. september 2007
Indtil videre har vi alle haft det fint uden nogle former for problemer, hverken med helbred eller sære vaner. Det vil sige at jeg ikke har fået nye sære vaner.
Jeg kan med jævne mellemrum mærke de søde små spark, der nu engang følger med i en graviditet, men jeg kan også mærke de mere utilfredse og hårde spark, hvis jeg skulle komme til at klemme lidt på maven eller spænde bæltet for stramt. Det er nu svært ikke at synes, at det er lækkert, at man kan mærke at der er liv. Som så mange andre siger, så bliver det sikkert værre og hårdere senere, så jeg nyder sådan som jeg har det nu.
Jeg har i starten af graviditeten oplevet nogle problemer med mit stofskifte, som skød i vejret. Min egen læge har derfor henvist mig til det medicinske ambulatorium (endokrinologisk afdeling) på Kolding Sygehus. De har så valgt at følge mig noget tættere end normalt for gravide. Det betyder, at jeg skal ind og snakke med en læge en gang om måneden og fra uge 28 skal jeg også skannes en gang om måneden. Det betyder, at jeg får ca. tre til fire ekstra skanninger i forhold til normalt. Det er jo lækkert. Man vil jo gerne benytte sig af en hver mulighed for at kigge ind til det lille pus.
Jeg vil forsøge at holde denne side opdateret med nyt om alt hvad der sker i min graviditet.
2. lægekonsultation ved egen læge
Tirsdag den 11. september 2007 var vi ved 2. lægekonsultation ved egen læge. Der er i den forbindelse ikke rigtigt noget at bemærke eller noget nyt omkring min graviditet.
Lægen mærkede på min mave og kunne konstatere at alt er som det skal være. Vi fik også lejlighed til at høre hjertelyden på det lille pus. Selv om jeg nemt kan mærke og se liv, så er det en hyggelig og betryggende lyd at høre.
It's Alive
Der er på nuværende tidspunkt så meget liv at det nemt kan ses, når der sparkes eller når den bevæger sig. Det er morsomt at ligge og kigge på hvordan der tegnes på indersiden af maveskindet. Der er nogle gange, hvor jeg kan se, at den enten flytter en fod eller anden kropsdel hen over maven. Jeg har et par gange forsøgt at fange det på video på en mobiltelefon, men den er lidt kamerasky, så den ligger bomstille når kameraet er fremme. (25. september 2007)
Samtale på medicinsk ambulatorium
Fredag den 28. september 2007 var jeg til en samtale med min læge på endokrinologisk afdeling omkring mit stofskifte. Det var en kort seance, hvor vi snakkede om udviklingen i mit stofskifte og eventuelle indflydelser på lille pus. Mit stofskifte er ved at være i den gode ende med minimal medicinering, så det er jo rigtigt lækker.
Sidste gang at jeg var til en samtale med lægen blev der taget en del blodprøver. Den ene af dem havde vist at årsagen til sygdommen ikke var fordi at jeg udviklede antistoffer mod stofskiftehormonerne. Havde jeg dannet antistoffer, så var der en yderligere risiko for at det ville give problemer for lille pus.
3D/4D-skanning
Torsdag den 4 oktober var vi til 3D/4D-skanning ved Skanningsjordemoder i Fredericia. Det er en skanning hvor der er mulighed for at se barnet i 3D ved hjælp af ultralydsskanning. Det var meget sjovt at se. Vi fik bekræftet at det er en lille pige vi venter os.
Selvom vi selv har betalt for denne skanning er det helt klart noget jeg vil anbefale for alle der venter sig. Det er utroligt hvad man kan se og hvor levende det lige pludselig gør barnet. Der er kommet en del billeder og en film ud af min scanning, så vi har mulighed for at gense det hele.
2. jordemoderkonsultation
Tirsdag den 9. oktober 2007 var jeg til 2. jordemoderkonsultation på Kolding Sygehus.
Jeg blev målt og vejet og der blev mærket og lyttet på maven. Så vidt jordemoderen kunne mærke så sidder lille pigen med bagdelen nede i mit bækken og med hovedet oppe lige over min navle. Jordemoderen havde lidt svært ved at mærke noget til at starte med, fordi jeg i en periode har haft problemer med et større antal plukveer. Hun mente at jeg havde en livmoder der arbejde meget og at det var derfor at jeg havde flere veer. Jeg fik dog en advarsel om at i de perioder hvor der var mange plukveer, så skulle jeg slappe godt af. Lille pigens hjertelyd var normal, så hun har det også godt. Det skulle hun også gerne have, så meget som der bliver sparket og bokset og møffet på indersiden af mit maveskind.
Samtale på medicinsk ambulatorium
Fredag den 26. oktober 2007 var jeg til en samtale med min læge på endokrinologisk afdeling omkring mit stofskifte. Det var en endnu kortere seance end tidligere. Jeg blev bare sat ned i medicineringen, så jeg nu er nede på en fjerdedel af den dosering jeg fik inden jeg blev gravid.
Denne gang blev jeg også skannet, for at se om lille pigen havde et tilfredsstillende vækstforløb. Hun vejede 1839 g, hvilket er passende for 31. uge. Hendes hjertelyd var også fin, selvom hun bevægede sig så meget så den var lidt svær at fange. Hun var vist ikke helt tilfreds med at jeg skulle sidde og vente så længe, fordi hun bevægede sig rigtigt meget. :-)
Ved scanningen lå hun med hovedet ned ad og benene opad, sådan at hun nemt og ubesværret kan sætte sig i spænd i hele livmoderens længde. Det kan ikke udelukkes at hun i løbet af de kommende uger laver en kolbøtte igen uden at det vil give problemer.
Valg af udstyr
Nu har jeg brugt en weekend (27 - 28. oktober 2007) på at finde ud af, hvad vi skal bruge og for nogle af tingene også, hvilke mærker og modeller vi gerne vil have. Og der snakker jeg selvfølgelig ikke om Tyra Banks. Indtil videre har jeg valgt (med accept fra Thomas) at vi gerne vil have en Emmaljunga Big Star Supreme barnevogn og en Römer Baby Safe Plus Isofix barnestol. Barnestolen kan bruges med isofix-base i Roomsteren og uden isofix-base i Octaviaen. Tidligere troede jeg, at hvis man købte en barnestol med Isofix, så kunne man ikke bruge den uden, men det har vist sig ikke at være tilfældet. :-)
Udover de store ting har jeg lavet en hel lang liste med andre større og mindre ting der skal købes inden at lille-pigen melder sin ankomst. Vi har besluttet os for at vi vil begynde at købe tingene i starten af november. Skulle lille-pigen dukke op før tiden (hvilket vi selvfølgelig ikke håber), så burde vi være på den næsten sikre side.
Køb af udstyr
På en dag (3. november 2007) har vi købt det mest essentielle som skal købes inden lille-pigen melder sin ankomst, og Thomas's Dankort var helt slattent bagefter. Vi har som planlagt købt en Emmaljunga Big Star Supreme barnevogn med tilbehør, Emmaljunga first+ babyautostol, Emmaljunga Classic Sport klapvogn, puslebord med pude, madras til sengen og diverse andre ting og tøj. En forhåbentlig opdateret liste over, hvad vi har købt og fået kan ses under "Ønsker og har".
Derudover har vi fået nogle gratis "start-pakker/gave-pakker" fra blandt andet BabySam, Pampers og lignende med mange forskellige ting.
Samtale på medicinsk ambulatorium
Fredag den 9. november 2007 var jeg til en samtale med min læge på endokrinologisk afdeling omkring mit stofskifte. Det var endnu en kort seance. Der blev ikke ændret i medicineringen.
Aktiv weekend og arbejde
Den forgangne weekend (10 - 11. november 2007) har været meget aktiv for lille-pigen. Jeg er ved at være gul og blå på indersiden. Hun har sparket og skubbet til den store guld-medalje. At dømme efter, at sparkene er mest udbredt i toppen af maven, så vil jeg vove den påstand, at hun stadig ligger med hovedet ned mod mit bækken, og at pladsen er ved at være trang. Der går nok ikke mange dage før, at det kommer til at gå ud over mine ribben.
Sidste weekend opdagede vi til min skræk, at vi ikke havde fået malet lysningerne i lille-pigens værelse, så det måtte jeg i gang med i løbet af weekenden. Så nu mangler der bare, at der bliver fuget og sat lister på rundt om vinduet. Der mangler også at blive gjort grundigt rent på værelset, så det kan blive gjort helt klart.
Selv om at jeg har et bord med udskærring på arbejdet, så må det egentlig begynde at gøre ondt på lille-pigen, når hun gentagne gange sparker til kanten. Jeg synes altid at jeg placerer mig med god afstand til kanten, men alligevel lykkes det tit for hende at sparke så min mave kommer til at røre bordkanten. :-)
Nogle gange er det lidt skræmmende at der kun er lidt under syv uger tilbage til terminen. Det kan dog nå at give tre travle uger på arbejdet. Jeg er blevet sat til at lære en ny mand (hollænder) i afdelingen op i brugen af vores beregningsværktøjer, samtidig med at jeg stadig har nogle få andre opgaver. Jeg er nok også den mest tålmodige person i afdelingen til den type opgaver. Det skal nok blive sjovt. :-) Det kan nogle gange være lidt distraherende når maven så åbenlyst danser boogie, når man forsøger at forklare en anden person noget.
Samtale på medicinsk ambulatorium
Fredag den 23. november 2007 var jeg til en samtale med min læge på endokrinologisk afdeling omkring mit stofskifte. Der blev ikke ændret i medicineringen. Efterfølgende blev jeg skannet. For første gang fik jeg lægen til at kigge efter om lille-pigen havde to arme, hvilket hun selvfølgelig havde. I de tidligere skanninger var det ikke det der var vigtigt at kigge efter, så det gjorde man ikke. Det kan godt være at lægen synes at det var underligt at jeg spurgte efter at komme til at se hendes arme, men det var jeg lidt ligeglad med. Udfra målingerne fastslog lægen, at hun vejer 2600 g, hvilket han var ganske tilfreds med. Hun ligger lige over middel for hendes "alder", så det er jo fint. Lægen kunne også fortælle at hun stod fast med hovedet nede i mit bækken.
På grund af udstyrsproblemer var både lægesamtale og skanning forsinket. Det der skulle have taget maksimalt 1 time, tog lige pludselig 2 timer, så det var godt at jeg havde taget en fridag.
3. lægekonsultation ved egen læge
Tirsdag den 27. november 2007 var jeg ved 3. lægekonsultation ved egen læge. Der er i den forbindelse ikke rigtigt noget at bemærke eller noget nyt omkring min graviditet.
Lægen mærkede på min mave og kunne konstatere at alt er som det skal være. Hun synes dog at lille-pigen mærkedes stor. Jeg fik også lejlighed til at høre hjertelyden på det lille pus.
Barsel påbegyndt
1. december 2007 gik jeg på barsel. Det er helt underligt ikke at skulle på arbejde i så lang tid.
3. jordemoderkonsultation
Tirsdag den 11. december 2007 var jeg ved 3. jordemoderkonsultation på Kolding sygehus. Alt var fint og forløb som forventet.
Fødselsforberedelse
Torsdag den 6. og 13. december 2007 var jeg til fødselsforberedelse på Kolding sygehus. Det var to halve dage med forskellige informationer omkring den almindelige fødsel og hvilke muligheder der var for smertelindring på Kolding Sygehus. Der var desværre ikke mulighed for at komme ind og se en fødestue, da der mere eller mindre altid var fuldt booket på fødegangen. De har som erstatning for en rundvisning valgt at kopiere ejendomsmæglerne og deres virtuelle rundvisning på nettet.
Veer og fødsel
Torsdag den 13. december 2007 om aftenen havde jeg ondt i lænden og foran på maven, men tænkte ikke nærmere over det, da det kunne afhjælpes med en varmepude. Fredag den 14. december 2007 havde jeg planlagt at jeg skulle ud at købe de sidste julegaver. Om morgenen da jeg vågnede havde jeg stadig ondt i lænden og maven og valgte derfor at sove længe. Jeg sneg mig også til en ekstra middagslur på halvanden time. Da jeg vågnede op fra min middagslur var lænde- og mavesmerterne der stadig men de blev nogle gange lidt værre i form af jag-lignende smerter. Jeg valgte derfor ikke at tage ud at handle gaver. Da Thomas var kommet hjem og vi havde fået aftensmad, lå jeg på sofaen indtil jeg gik i seng kl. 22. Jeg kunne dog ikke finde ro når jagene kom. Nogle gange når jagene kom kunne jeg ikke holde ud at ligge i sengen alligevel og måtte stå op. Kl. 24 gav jeg op og gik i bad for at se om jeg kunne afhjælpe smerterne med det varme vand. Det lykkedes ikke helt. Kl. 1 ringede jeg derfor første gang til fødegangen. Da jeg oplyste at veerne ikke var regelmæssige endnu, blev jeg anbefalet at tage et par panodiler og forsøge at sove. Det lykkedes mig ikke at komme til at sove. kl. 2 sagde jeg derfor til Thomas ,at hvis han ville i bad inden vi skulle ind på fødegangen så skulle det nok til at være. Han havde nået at sove en lille smule inden da, men det var ikke meget. Kl. 2.30 ringede jeg for anden gang til fødegangen og sagde at jeg gerne ville komme ind og blive tjekket og at vi kom om 30 minutter. Heldigvis var tasken pakket. kl. ca. 3 ankom vi på fødegangen. Efter en indledende undersøgelse, der viste at jeg var 5 cm åben, blev der kørt en strimmel (hjertelyd og ve-styrke)kl 3.30. I slutningen af "strimlen" vil jeg skyde på at der var 3 minutter mellem veerne, som jeg syntes var meget kraftige. Uden at være helt sikker tror jeg, at presseveerne begyndte omkring kl. 4. Det var jeg bare ikke lige helt klar over i situationen og troede at jeg bare skulle på toilet. Da jeg fandt ud af at det var presseveer, gik der (tror jeg nok) fem presseveer før hun kom til verdenen kl. 4.32. Hun vejede 2960 gram og målte 50 cm.
Efter at være blevet syet og kommet lidt til mig selv, blev jeg overflyttet til barselsgangen, og Thomas tog hjem til sine forældre for at få lidt tiltrængt søvn. Efter et døgn på barselsgangen blev jeg overflyttet til "Storken" (et patienthotel for selvhjulpne mødre med nyfødte børn der skulle "overvåges"). Lille-pigen skulle følges lidt tættere på grund af risikoen for at min stofskiftesygdom og medicinering.
Efter at have kigget på "strimlen" i min journal i forbindelse med et senere besøg på sygehuset har jeg fundet ud af at strimlen er blevet kørt mellem kl. 3.16 og 3.42. Under fødslen bad jeg om at få måleapparaterne af fordi jeg skulle på toilet. Kort tid derefter begyndte presseveerne.
Tilbage |